Finn

Finn Dich Albertsen alias Finn Alberth ( kunstnernavn i Sverige )

Finn født 29 november 1924 i Marstal på Ærø. Død 23 januar 2011 i Rottne i Sverige 86 år.

Når man ser nøje på bryllupsdatoer og fødselsdatoer i mange familier tilbage i tiden, er det indlysende klart og indiskutabelt, at mange ægteskaber blev indgået pgr af graviditet. Således kunne det også se ud for Klaus og Hella, som blev gift 12. marts 1924. Regn selv. De var dog forlovede og meget glade for hinanden. Rose fortæller at havde det været idag var Klaus og Hella måske blevet gift, men de var formentligt også blevet skilt igen. 

De første år af sit liv tilbragte Finn med sin far og mor i Marstal tæt på Klaus forældre i Marstal. Finn var glad for sin farfar Rasmus og farmor Karoline og tilbragte ferier der også uden sine yngre søskende, som var tættere knyttet til Bornholm end de var til Ærø. 

Sit første kys fik Finn af bagerens Anni undet et træ i Marstal. Efterfølgende var de begge rædselslagne for at nogen skulle have set det, har Finn fortalt under et besøg i barndomsbyen i 2009. Her udpegede han træet.

Finn fik af sin morfar allerede som 4-årig en lill harmonika, som han lærte sig selv at spille på, og den var med på ferier på Ærø. Han fortalte at farfar Rasmus havde en lille båd, han yndede at sejle til Kiel i på “smuglertogter”. Han ville gerne have Finn med på de ture, og når der var fare for at tolderne ville kontrollere lasten, satte Rasmus lille søde lyskrøllede Finn og hans harmonika oven på lugen til lasten. Så spillede Finn for tolderne, og så skete der ingenting. De kunne ikke stå for lods Albertsens søde musikalske barnebarn. På et af videoklippene med Ivan bliver fortællingen om smuglertogter verificeret. 

“Det hed bare noget pænere”, sagde Ivan. 

Rose fortæller, at hun voksede op med en viden om, at i familien Albertsen var det sukkersyge der var et familieproblem og i Dich-familien på Bornholm var det svage lunger.

Finn led frygteligt af meget alvorlig astma i hele sin opvækst og også i nogen grad som voksen. Hans ældste datter Vibeke har oplevet hans  astma anfald. Finn var som barn adskillige gange i livsfare. Der var ikke den gode astma medicin som findes idag. Hella var ved at opgive alt et par gange. Hun fortalte, at hun, da Finn atter var alvorligt syg, og hun var gravid med enten Ivan eller Rose, havde været tæt på selvmord. Men pludselig havde Jesus stået foran hende og sagt: 

“Husk du er 2 og ikke en”  Alle tanker om at give op forsvandt. Hella var meget kristen. Den historie fortalte farmor mig mange gange i min opvækst.

En læge havde om Finn sagt til Hella: “Hvis du kan holde liv i det lille skravl, er du dygtig”. Ivan fortæller, at Finn formentlig var syg halvdelen af tiden i sin barndom og blev derfor aldrig fuldtids skoleelev. Men det påvirkede ikke hans karakterer. Han var meget velbegavet og kunne sagtens følge med. Når ikke Finn var syg, var han fuld af masser af krudt og liv. Så hverken Rose eller Ivan syntes det påvirkede livet negativt, at Finn var så ofte syg. “Og min mor var dygtig”, sagde Rose. Finn var bygget af et særligt stærkt stof, for på trods af mange års svær overvægt, masser af mad, alkohol og cigaretter, var han i fuld vigør hele livet. Overvægten smed han, da han fik konstateret diabetes 2, men han vedblev at være en livsnyder.

Familien Dich på Bornholm var musikalske. Finns morfar var en glad spillemand udover at være fyrassistent.

Både Rose, Ivan og Finn havde arvet det musikalske talent. Der blev sunget og spillet en masse i barndomshjemmet. Rose og Ivan sang. Dog var det jo Finn, der var det helt store musikmenneske. Som nævnt lærte han sig selv at spille harmonika som barn. Senere blev det violin, cello og klaver. Han havde et unikt musikalsk gehør. Hella tvang ham til at lære noder, og han har sagt, at han var sin mor evigt taknemmelig for det. Det blev på den måde så meget nemmere at skabe den karriere som musiker, der ventede ham forude.  I 1942 tog han cellisteksamen på Musikkonservatoriet i København 18 år gammel. 

Da jeg selv fyldte 9 år var jeg hos far Finn i julen og vågnede på fødselsdagen op til en stor kasse med en harmonika i med en seddel vedhæftet hvor der stod: 

“Til min lille sangstjerne”  Jeg havde også fået en fin sangstemme i vuggegave, og det havde han jo hørt. Men at vende hjem fra juleferie med en harmonika og lære mig selv at spille på den var alligevel for meget for mig i det miljø jeg levede i. Det kan godt ærgre mig den dag idag at ingen dengang tænkte på at finde en harmonika lærer til mig. Jeg har ofte brug for en musiker på harmonika. Jeg tror far Finn regnede med at det ku jeg nok selv finde ud af uden hans hjælp, når jeg nu engang var hans datter.

I opgangen i Jernbane Alle boede en anden musikalsk familie Nielsson. Sønnen Jørgen blev musiker og spillede i Det kongelige Kapel. Under krigen spillede og sang de 2 familier sammen. Mor Hella spillede også. Hun fortalte mig, da jeg var barn, at min far Finn havde fået tilbudt en plads som cellist  i Det kongelige Kapel, men at han havde afslået, for han ville spille jazz. Far Klaus var ikke meget for Finns valg af musikken som levebrød. “Det er noget pjat! Finn skal ikke være gøgler!” men gøgler blev det Finn kaldte sig selv.

Men Finn måtte have sig en “ordentlig “ uddannelse. Han blev uddannet boghandler hos en boghandler i Lyngby.

Efter krigen i 1946 var familien nødt til at flytte til Århus, hvor far Klaus skulle passe Rederiet Anholts kontor i Århus. Finn begyndte også at arbejde der. På rederiet arbejdede han bla som befragter og skabte Århus Befragter Skole. Han var dygtig til sit arbejde, men han var ikke glad for det. 

Hans hjerte var ved musikken. Han spillede mange steder i Århus, og han startede sit eget BigBand, som bl. a. spillede til alle festerne på Århus Universitet. Han var involveret i Studenterevyen. Han grundlagde også Århus Jazzklub, som han senere blev æresmedlem af. 

På Fjordsgade skole  i Århus gik Rose i klasse med Sonja som var stedsøster til Aase. Aase var datter af Købmand Aage Pedersen på Ingerslevs Boulevard overfor Lukas Kirken. Han var gift med Sonjas mor Gudrun. 

På den måde mødtes Finn og Aase. 

De blev forlovede 3 april 1947 og gift 6. juli 1947, da Aase var 19 år og Finn var 23 år. I8 januar 1948 kom min søster Vibeke til verden. Så Aase var gravid da de giftede sig, men de var virkelig meget glade for hinanden, og i datidens øjne ganske “anstændige” idet de var ringforlovede inden Aase blev gravid. Dog var de meget forskellige. Finn var til fart og fest og ballade, og det var Aase ikke, og det blev tiltagende svært for hende at klare det “festlige” liv ud selvom Finn var hendes livs store kærlighed.

I december 1953 blev jeg født i Århus. Familien Finn og Aase boede i Jylland indtil årsskiftet 1953/54 hvor de flyttede til Vanløse. De boede den første tid hos Hella og Klaus i nr 91 indtil de fik en lille 1 1/2 værelses lejlighed i nr 93 på Jernbane Alle. Finn var på det tidspunkt fuldtids musiker/underholder og fik arbejde på et etablissement “Hollænderbyen” på Amager med restaurant, dans og teater. Det hedder i dag “ Kareten”

I 1956 ved årsskiftet forlod Finn pludseligt kone og børn til fordel for en meget ung stripteasedanserinde Tove Blohm fra København, som han senere giftede sig med. 

Det blev et stort sorgfyldt drama for alle. Og vanvittigt hårdt for Aase. Det var socialt  ikke nemt at blive alenemor i 50èrne. Det var et stort skridt ned af den sociale rangstige og det blev opfattet som skamfuldt. Aase havde ikke nogen som helst mulighed for at klare sig selv. Hun havde ingen uddannelse. Kvindejobs hang ikke på træerne. Daginstitutioner var der ikke nogen af. De få pasningsordninger der fandtes var dyre. Det var slet ikke blevet almindeligt endnu for kvinder at have udearbejde, og skilsmisser var ikke hverdagskost, som det er idag. Aase savnede Finn forfærdeligt og var ulykkelig i årevis. Jeg husker tydeligt min elskede mor i den lillebitte lejlighed, forsøge at gemme sig  på toilettet hvor hun sad og græd af sorg og savn. Jeg skulle jo ikke se det. men det var uundgåeligt. Jeg havde dog ingen anelse om hvad der foregik og jeg savnede ikke min far. Jeg blev en del større før jeg vidste jeg havde en far. Jeg ved at jeg, når legekammeraterne spurgte efter min far, belærte dem om at det skam ikke var alle børn, som havde en far. Jeg var ikke nået til forplantningslæren endnu. Jeg havde min farfar og min onkel Ivan, så jeg følte ikke jeg manglede noget, da jeg var en lille pige. Det kom først langt senere.

Som nævnt i Roses afsnit skabte Finns handling stor sorg, vrede og tumult i familien. Rose og Ivan så ikke Finn i en hel del år og Hella slog fuldstændigt hånden af sin søn. Hun valgte at fokusere på at hjælpe Aase. Aase forsøgte mange gange at bløde hende op. “ Jamen det er jo da din søn. Du må tilgive ham” Desværre skulle der gå mange år før det skete. 

Finns arbejde som musiker og entertainer har haft mange former  i hans liv og førte ham tidligt i sin karriere til Sverige. Svenskerne satte stor pris på ham som “gøgler” hvilket han jo selv kaldte sig. “Sveriges Victor Borge“ blev han også kaldt på et tidspunkt. Ikke uden grund. Han var en fin komiker. Min første erindring om min far, er at jeg faldt ned fra en stol af bare grin fordi han fik mig til at le så meget. Han fik mange til at le. Og var en dejlig  musiker. 

Jazzen blev en livslang kærlighed, og celloen kom frem igen måske især sidst i hans liv. Til Helges og mit bryllup i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød år 2000 spillede han cello for os. Det var dejligt.

Finns ægteskab med Tove varede ikke ved. 

Han mødte sit livs store kærlighed, da han mødte svenske Ann. I 1969 fik de Christopher og i 1973 kom Jacob til verden. De flyttede til Rottne ved Växjö i en nedlagt biograf. “Cinematorpet”. Her bor Christopher i skrivende stund. 

Han købte barndomshjemmet, da Ann desværre blev lammet af apoplexi, som har forårsaget at hun må bo under beskyttende former. 

Christopher har ingen børn.

Jacob er gift med Lotta, og de har 3 børn Hella, Viggo og Lykke.

Min søster Vibse/ Vibeke har 2 børn Sofie og Rasmus, og 5 børnebørn Oskar, Sebastian, Olivia, Mira og Milo.

Jeg selv fik en dejlig datter Sol Maria i 1984. Hun var svært handicappet og døde i 1993 

Herfra kan jeg ikke fortælle så meget mere faktuelt. Måske kan minemine søskende give deres eget bidrag til fortællingen om vores far Finn, da det er dem som har haft en opvækst med ham.

Faktafund:

Århus Jazzklub

Ildsjælen Finn Albertsen indkaldte i oktober 1950 til møde i Folkemusikskolen i Guldsmedgade for at danne Århus Jazzklub. Tilslutningen var stor, 150 unge var mødt frem, mange måtte stå udenfor vinduerne. To uger senere samlede Finn Albertsen en række lokale professionelle musikere og afholdt en flot bigbandkoncert i Rådhushallen.