Om Roses liv

Et lang livs fantastiske oplevelser og fortællinger er umuligt at nedfælde. Desværre.

Her er således kun lidt noter, nedfældet i Rose og Hans hus i Snogebæk på Bornholm 2019 og 2020 under arbejdet med at arkivere Roses mange fotos og nedskrive så mange data, som det var muligt. Det meste historie findes i videoklippene.

Rose sagde: “Jeg er født ved middagstid. Jeg ved min mor ringede til min far som var på Anholt, da jeg kom til verden. Han sejlede på det tidspunkt  ruten Ålborg Anholt Grenå København i rederi Anholt.”

Rose fortalte mig, at hun aldrig har været glad for sit navn, for hun synes det passer på en lille spinkel nips-sag af en kvinde, og hun er groft bygget ligesom alle Albertsen-kvinder.

29 maj 1931 bliver Rose Dich Albertsen ( g. Møller) født i København på Dr. Essmanns fødeklinik. Rose døde lørdag morgen den 5. august 2023 klokken 03.00

Far:  Kaptajn Klaus Kristian Albertsen født 14 november 1896 i Bondebyen, Marstal på Ærø. Død 31 marts 1982 – 85 år.

Mor: Hella Orange (Oransje) Dich Albertsen (f. Dich) født 28 oktober 1900 på Christiansø. Død 16 maj 1973 – 72 år.

Rose, Ivan og Finn

Søskende:
Finn Dich Albertsen født 29 november 1924 i Marstal på Ærø. Død 23. januar 2011 i Rottne i Sverige 86 år gammel.
Ivan Dich Albertsen født 25 maj 1929 i København.

Rose taler på videoklippene om min mor Aase, bror Finns ekskone, næsten som var hun en søster. Hun var da også tæt knyttet til Roses forældre. 

Rose sagde: ” Aase var næsten mere datter for min mor end jeg var “ De tog sig kærligt af Aase på daglig basis, og hun tog sig kærligt af dem, også da de blev ældre. Da Hella døde i 1973 drog Aase stor omsorg for Klaus og var hos ham næsten dagligt til hans død. Hun boede som han i Jernbane Alle, Vanløse og kunne fra sine vinduer se hans vinduer. Hun vidste, at når hun så hans soveværelse vindue åbne sig, var han igang med sine morgenritualer. En morgen så hun, at hans vindue ikke var åbent og blev bekymret. Hun havde nøgle til hans bolig og gik derned. Hun fandt Klaus død på badeværelset. Han var faldet om under sit daglige kolde morgenbad.

Roses mor Hella døde af bugspytkirtelkræft efter et langt meget hårdt sygdomsforløb. Hellas far døde som 51 årig af leverkræft, så der er nok noget arv med der. Det var et stort tab for os alle at miste Hella, som havde været en samlende favnende faktor i familien. Klaus havde det tungt og svært efter hendes død. Der blev tomt og stille uden Hellas lys. 

“Min mor var lys, min far var mørke” udtrykte Rose det.

Roses far kom fra en slægt af søfolk i Marstal på Ærø. Farfar Rasmus  (f. 1868 d. 1952 ) var lods og skibsfører i Slipshavn Lodseri  Farmor var Caroline Jensigne Albertsen født Rosenbech/Rosenbæk. Fortællingen er, at Rasmus blev hyret af den russiske zar til at sejle ham fra Rusland til Paris og tilbage igen. Det fik han så mange penge for, at han kunne lade sig pensionere som 52 årig og bygge Marstals største hus i Grønnegade 8. Der ligger det endnu. Det var et stateligt par som tilhørte det bedre borgerskab i Marstal, og de havde  tjenestepige. Min far Finn fortalte, at når han gik med sin farfar ind til slagteren i Marstal, afbrød slagteren den ekspedition, han havde igang for nu skulle Rasmus Albertsen ekspederes. Alle andre måtte vente. Da jeg selv boede på Ærø fra 2007-2015 mødte jeg Else, som havde været ung pige i huset hos familien. Hun havde været glad for dem og talte anerkendende om den kærlighed Rasmus og Caroline viste hinanden.

Roses mormor og morfar på Bornholm var fyrpasser Hans Andreas Dich og Petra Hansigne Dich (f. Jensen). Hans blev født i Gudhjem og Petra på Christiansø. Hella og hendes søstre Stella ( Kristella ) og Senna ( Hansigne) er også født på Christiansø. Roses morfar byggede sig et stort hus for enden af Holkadalen, tæt på Duebakken, hvor Ivan senere byggede sit hus. Huset ligger der endnu. Han plantede et egetræ i haven, som han ville bruge træet fra til at bygge sig en båd. Det nåede han ikke, for han fik ikke flere end et par år i huset. Petra blev boende lidt men flyttede på sine ældre dage sammen med Roses moster Senna og hendes mand Knud, “Onkel Knud” som Rose holdt meget af. 

I barndomshjemmet blev der diskuteret meget politik. Mor Hella var medlem af Socialdemokratiet og far Klaus var medlem af det Konservative Folkeparti. Bølgerne kunne gå højt og begge forældre insisterede på at børnene blev siddende om bordet når der blev diskuteret, så de kunne lære om livet.

I familien var alle meget musikalske og alle spillede et instrument. Højt oppe i årene spillede moster Senna klaver til prøverne på revyen i Snogebæk, da Rose hidkaldte hende da deres sædvanlige musiker stoppede. Senna havde også kunstnerisk talent og malede. Hun havde som 92 årig fernisering på sin første udstilling, og det gik ikke stille af i pressen. Familien troppede op fra nær og fjern, og Senna underholdt med cerut i munden og cognac i glasset til middagen på Duegård om aftenen.

Både Rose, Ivan og Finn havde arvet det musikalske talent. Der blev sunget og spillet i barndomshjemmet. Rose og Ivan sang. Især Ivans sangstemme var smuk. Han kom på Sct. Annæ Sangskole. Ivan sang i kor lige indtil hans elskede hustru Anne Grethe døde. “Da forsvandt min stemme”, fortæller han på en af videoerne.
Dog var det jo Finn, der var det helt store musikmenneske. Han fik en harmonika af sin bedstefar som 4-årig. Den lærte han sig selv at spille på. Senere blev det violin, cello og klaver. Han havde et fantastisk gehør. Hella tvang ham til at lære noder, og han har sagt, at det var han hende for evigt taknemmelig for. Det blev på den måde så meget nemmere at skabe den karriere som musiker, der ventede ham forude.

Der er flere fortællinger om musik i barndomshjemmet på video.

Klaus og Hella havde mødt hinanden i Slipshavn ved Nyborg på Fyn.  De blev gift i 1924. De 2 øboere slog sig med lille baby Finn først ned i Marstal på Ærø og fra 1927  boede de i Jernbane Alle 91 1.sal tv i Vanløse i København. 

Det var en 3-værelses lejlighed på 95 kvm. Det lyder ikke af meget idag men dengang var det en fin stor lejlighed. Det var en andelslejlighed med et pænt køkken og et badeværelse. Dengang var det helt almindeligt, at en hel arbejderklassefamilie boede med hele menageriet i en 2-værelses lejlighed med WC på trappen eller i gården og koldt vand i hanen i det lille køkken. Da gasvandvarmerne i køkkenet kom, var det et fantastisk fremskridt.

I Jernbane Alle voksede Finn, Ivan og Rose op, dog afbrudt af ca. 5 år i Århus fra 1946, hvor far Klaus måtte passe Rederi Anholts kontor, fordi hans bror Rasmus, som var direktør i rederiet, var syg efter at have siddet i tysk fængsel under krigen p.g.a. af sit arbejde i modstandsbevægelsen. De byttede bolig med en familie de kendte, så de kunne flytte tilbage til Vanløse, da Rasmus atter var klar.

Da Rose blev født blev 2-årige Ivan sendt til Bornholm og tilbragte meget af sin tidlige barndom indtil han skulle i skole hos sine bedsteforældre, som han elskede. Han blev rigtig bornholmsk og talte bornholmsk. At han blev sendt til Bornholm skyldtes, at mor Hella var meget alene, da Klaus sejlede, og havde nok at gøre med lille ny baby Rose og Finn, som hele sin barndom led frygteligt af meget alvorlig astma. Finn var adskillige gange i livsfare. Hella var ved at opgive alt et par gange. Hun fortalte, at hun, da Finn atter var alvorligt syg, og hun var gravid med enten Ivan eller Rose, havde været tæt på selvmord. Men pludselig havde Jesus stået foran hende og sagt: 

“Husk du er 2 og ikke en”.  Alle tanker om at give op forsvandt. Hella var meget kristen. 

En læge havde om Finn sagt til Hella: “Hvis du kan holde liv i det lille skravl, er du dygtig”. Ivan fortæller, at Finn formentlig var syg halvdelen af tiden i sin barndom og blev derfor aldrig fuldtids skoleelev. Men det påvirkede ikke hans karakterer. Han kunne sagtens følge med. Når ikke Finn var syg, var han fuld af masser af krudt og liv. Så hverken Rose eller Ivan syntes det påvirkede livet negativ, at Finn var så ofte syg. “Og min mor var dygtig”, sagde Rose.

I lejligheden sov Rose i stuen på en “puff”. Drengene sov på et meget lille værelse som blev lavet med en skillevæg i forældresoveværelset.

Der var masser af børn at lege med i Jernbane Alle i det i datidens målestok store lejlighedskompleks. Ingen børn blev dengang passet ude, og mødrene gik hjemme allesammen. Det var en rig barndom på den måde.

Rose startede i skole på Vanløse skole. Der gik hun 1.-5. klasse. Hun var dygtig, og hun var glad for underskolen. Hun blev flyttet til Kirkebjerg Skole, da den stod færdigbygget, og her gik det så ikke så godt, som det havde gjort i underskolen.

Tyskerne beslaglagde fra 1944-45 under 2. Verdenskrig Kirkebjerg Skole, og eleverne blev flyttet til Brønshøj Skole, hvor de gik til krigen sluttede.

1946 flyttede familien til Århus og Rose startede på N. J. Fjordsgade Skole. Familien byttede lejlighed med en familie på De Mezas vej 22 (hjørnet af De Mezas vej og Trepkasgade helt oppe på 4. sal. Det var  3½  værelse med stort køkken, badeværelse med badekar, stort værelse til drengene (køjesenge og skrivebord), soveværelse – Rose sov i gangen.

Rose fortæller: “I 1947 fik jeg realeksamen med et dårligt snit på mg eller mg minus. Vi var 12 i Realklassen, og de andre var dygtigere end mig. Jeg var kommet for tidligt i skole og havde svært ved at holde fokus generelt. Jeg var et år yngre end de andre”

I sommeren 1947 tager Rose til Bornholm og passer kiosken på Granpavillonen på Dueodde…

1948 kom hun på Sorø Husholdningskole ½  år. Samme år fik Mor Hella brystkræft og blev opereret. Rose blev nødt til at passe huset sammen med Aase, som var blevet gift med Finn. De var blevet forældre til Vibeke i 1948.

Rose passede hus indtil 1949, hvor hun kom i lære på Sct. Lukas Apotek som defektrice (farmakonom hedder det idag, men det har også heddet apoteker assistent)  Det var nogle hårde år for alle p.g.a. af Hellas brystkræftforløb, som tog hårdt på hende. Hun fik en tung depression. 

1951 flyttede Klaus, Hella og Rose  tilbage til København. Ivan var blevet uddannet maskinmester og var kommet ud at sejle.

Rose tog resten af sin uddannelse på Istedgade apotek. Hella og Klaus kendte ham der var apoteker der, hr Goldermann, og han hjalp til med, at det lod sig gøre..

Rose blev færdig uddannet 1952. Hun arbejdede en tid på Istedgade Apotek

og fik senere job på Grøndalsapoteket. 

Rose boede hjemme i Jernbane Alle. Mor Hella var meget af året med far Klaus ude at sejle. Med til lige den detalje  hører at en grund til at Hella tog med Klaus ud at sejle var at Klaus var glad for andre kvinder. Så da børnene kunne klare sig selv måtte Hella holde snor i sin mand. På min 40års fødselsdag fortalte far Finn mig  at han vidste han havde halvsøskende i Jylland, både i Ålborg og i Århus. Men om det er sandt vides ikke.

På et tidspunkt var Rose forelsket i Boris, som var Ivans gode ven. Rose siger i dag: “Godt det ikke blev ham!!“

Rose og Hans havde kendt hinanden altid. Rose fortæller med et smil: “Det hang i luften, at det skulle være os. Alle syntes det. Jeg sagde i begyndelsen ALDRIG I LIVET men skiftede jo altså mening i sommeren 1955”. 

Kærester blev de. Hans havde opdaget at Rose kunne lide kirsebær. Han plukkede kirsebær og leverede dem som var det kæmpebuketter røde roser. Det blev i det lange løb lidt trivielt for Hans at plukke så mange kirsebær, så istedet ankom han med hele grene med kirsebær på. Lutter kærlighed var det.

I Januar 1956 flyttede Rose til Bornholm og boede først hos Senna og Knud  i Nexø indtil Hans og hun blev gift i april 1956. Men så rykkede de 2 ind på Duegård og overtog landbruget. Rose var gravid og indtil Claus blev født arbejdede Rose på Nexø Apotek. Herefter gik hun hjemme. Det var en kæmpe omvæltning for by-pigen Rose pludselig at blive landmandskone på en ø med køer, grise, høns og korn at passe. Der var også 80 tønder land skov og 70 tønder land var under plov.

Jorden gik helt fra Duegård og markerne omkring ned til vandkanten på Dueodde strand. Granpavillonen som Onkel Knud og moster Senna havde lå også på Duegårds jord. 

Roses morfar havde været fyrpasser på sydfyret på Dueodde og havde boet der med familien. Ivan havde også boet der sammen med bedsteforældrene efter Rose kom til verden. Så det hele var kendt.

Men nem var starten på Duegård ikke. 

Rose og Hans arvede ikke gården. De købte den for 285.000,-  kr ! Det var rigtig mange penge i 1956. De tilbagebetalte i afdrag til punkt og prikke og Hans` far Vilhelm kom troligt hver måned og opkrævede pengene. Hans havde været medhjælper på gården altid, kun afbrudt af militærtjeneste og ophold på landbrugsskole. Han havde aldrig fået løn for sit arbejde på gården. Så der var ikke nogen opsparing eller andet at gøre godt med. Indtil Claus kom til verden var Roses løn fra apoteket den eneste faste indkomst.

Ydermere overtog det unge par en tom gård.

Alle møbler  var stort set væk. Der var et bord og 4 stole i køkkenet, en divan et skrivebord men ingen køkken-tøj… I Roses albums kan du se kvitteringer for alverdens køkkentøj som Rose selv købte for sin løn på Nexø Apotek. Hans’ stedmoder Lily havde taget alt til sig selv, også det som havde tilhørt Hans´ afdøde mor Sofie.

Noget brændte hun endda, for hun tålte ikke, at Hans havde giftet sig med Rose. Hendes plan havde været at hendes datter Hedvig skulle have haft Hans og Duegård.

Lily gjorde livet meget svært for Rose! Til tider et helvede. Ubærligt for en ung københavner-kvinde at lande i. Rose havde lyst at flygte hjem til mor og far igen, men Hella sagde: ”Gør du bare det min pige, men vær vis på, at jeg sender dig fluks tilbage igen”.

Rose fik tøj af sin mor og far til jul. Møbler (brugte) fik de af Roses bedsteforældre. De havde ikke råd til noget som helst. De levede mest af det gården kunne give. Mælk, æg, kød og grøntsager fra haven. Uden stor hjælp på alle måder fra Hella og Klaus havde det været helt umuligt. De havde ikke saltet til et æg, og de sagde om sig selv, at de var rigtig dårlige landmænd, og Duegård var en stor bedrift at skulle passe . 

Men de var lykkelige alligevel. “De første 10 år var trods fattigdom dejlige år” sagde Rose.

Hella fandt  på og sørgede for, at der blev lavet værelser på loftet på Duegård. I 1958 begyndte de at at leje ud til turister. Der kunne være være op til 17 liggende gæster. Gæsterne fik også fik morgenmad. Altså B&B, hvilket det jo slet ikke hed dengang. Bondegårdsferie var det vel i starten. Det hjalp lidt. Men risikoen for at gå helt bankerot var konstant truende.

I 1960 blev Alice født.

For at gøre livet lidt nemmere for dem lånte de Ivans bil, når han var ude og sejle. Til gengæld købte Ivan en grund til vennepris, hvor han byggede sommerhus. Idag ejes det af Ivans børn Sanne og Jørgen i fællesskab.

De talte om mange løsninger. På et tidspunkt var en pølsevogn oppe at vende. 

Men så en dag sagde kusine Hella og hendes mand Poul i Svaneke: “I skal lave en campingplads!“ De havde turistkontor i Svaneke og mente nok, at der var basis for at skabe et levebrød med campingsplads tæt på den skønneste strand.

Det viste sig, at kommunen havde lavet en lokalplan, hvor der var projekteret en campingplads lige der på det sted, hvor den stadig ligger. I 3 videoklip fortæller Rose om det liv, der knytter sig til campingpladsen. Ligeledes kan du bladre i mapperne og se fotos og læse lidt.

I 1964 begyndte så deres campingpladsliv. En god økonomisk hjælp til en opstart kom fra fredningsmyndighederne, som pludselig lavede et fredningsbælte fra vejen og 100 meter ind i skoven. 

I erstatning herfor fik Rose og Hans 46.000 kr. og for de penge kunne de bygge campingpladsens hovedhus.

Campingpladsen blev en succes fra starten og en knaldgod forretning fra 1965.  Hella og Klaus hjalp til. De boede om sommeren på gården og passede pensionatet og lavede mad til Hans og Rose og hjalp med børnene. Claus og Alice havde køjesenge i baglokalet på campingpladsen. Claus ville dog også gerne være på sit værelse på Duegård og omkring sine bedsteforældre..

I 1967 blev der råd til den første udlandsrejse som gik til Las Palmas uden børn.

1971 tog hele familien afsted på udlandsrejse til Rhodos

Da de nærmede sig 1980erne  begyndte de at rejse hvert år, også flere gange om året.

I 1980 blev toiletbygning nr. 2  og 10 hytter bygget. Kort efter 10 hytter mere. En succes var skabt.

I 2001 stoppede campingpladslivet. Rose blev 70 Hans var 73. Claus og Anne og Alice og Ole overtog campingpladsen.

Rose og Hans savnede ikke arbejdslivet. Golf og bridge og rejser blev en del af livet. Efter et langt arbejdsomt liv var især Hans fysisk slidt. Han fik ny hofte og hans arme og hænder fungerede ikke ordentligt længere.

Duegård blev solgt 2014. Hans og Rose købte hus i Kirsebærhaven 2 Snogebæk. 2 minutters gang til Claus og Anne er der. Der bor Rose endnu i skrivende stund. I Snogebæk bor også  Claus og Annes søn Søren med sin hustru Mette og deres 2 børn Freja og Rune.

Den sidste udlandsrejse for Hans var 2013 hvor han fejrede sin 85-års fødselsdag på Rhodos.

Kort efter fik Hans den første blodprop i hjernen – året efter blev han ramt af endnu et stort attack i hjernen og mistede talens brug og blev lammet i hele højre side og venstre side fungerede ikke. Det var svært drikke og spise. Hans mistede talens brug. 2 ½  år levede Hans på denne måde med fuld hjælp og kørestol.

Han døde 13 november 2017