Om Familien Albertsens involvering i modstandskampen under 2.verdenskrig 1940-45

Jeg har altid vidst at min familie var involveret i modstandskampen under 2.verdenskrig, men jeg har ikke kendt til omfanget før nu i løbet af den tid jeg har arbejdet med Roses billeder.

Jeg gik på Kirkebjerg Skole i Vanløse i København, hvor også min søster Vibeke, Rose, Ivan og Finn har gået. På et tidspunkt fik jeg en polsk jøde Fru Kowalzyk i historie. Hele min historie undervisning i folkeskolen kom herefter til at handle om besættelsen og 2. verdenskrig i mange afskygninger og med mange temaer. Det fortsatte i gymnasiet. Her tog de også fat på besættelsen. Krigen var på mange måder stadigt nærværende i min barndom. Europa var ikke genopbygget endnu, mens jeg voksede op. På grund af min historie undervisning talte jeg meget med farmor om krigen. Hun hjalp feks med en større opgave til skolen hvor hun udstyrede mig med illegale blade og armbind og andre ting, som jeg kunne supplere min opgave med. Også rationeringsmærker, og dem kendte jeg. Måske var de stadig i brug da jeg var lille pige, måske havde min mor rester af mærker.  Under alle omstændigheder var der ikke ubegrænsede mængder varer da jeg voksede op.

I min klasse var der en dreng, Lars Iver, hvis familie havde været nazi-venlige, så han kom med hagekors og flag og den slags. Så der var meget at tale om. Farmor var en ivrig fortæller.

Farmor Hella tog mig med ned i gården på Jernbane Alle og viste mig hvor i muren man kunne trække mursten ud så hulrum åbenbarede sig. Der havde hun gemt illegale blade som hun havde været involveret i at distribuere. Hun fortalte mig om besættelsestidens angst og mørke så jeg forstod det. Jeg blev helt klar over at det var farligt at yde modstand, som hun havde gjort. I hvilket omfang hun var aktiv ved jeg ikke. Ivan sagde til mig i 2020: “ De talte ikke om det. Vi vidste der var noget, men vi vidste ikke præcist  hvad “ Rose sagde til mig: “Der skete mange ting, men vi vidste godt at vi skulle holde vores mund “

Ivan har været 11 år og Rose 9 år da krigen startede. Det har selvfølgelig været forbundet med stor risiko at involvere børn i den alder direkte  i det illegale arbejde. Finn derimod har i 1940 været 16 år.  Og han var aktiv modstandsmand.

Farmor Hella beskrev for mig hvordan Finn, som 19 år gammel modstandsmand, havde været sammen med Kai Ole Hammerich 5.september 1944 da Gestapo skød og dræbte Kai ved et ammunitionslager på Frederiksberg.

Rose og Ivan kan huske at Finn en dag kom hjem og var skrækslagen og havde “skidt i bukserne” Måske var det den dag. Begivenheden er velbeskrevet for Kai Ole Hammerich var søn af  søofficer kommandør kaptajn Kai Hammerich som i beg af 50` erne var et kendt ansigt som ekspeditionschef for hospitalsskibet Jutlandia ( Korea)

Han havde også været direktør for Dansk Røde Kors  og iøvrigt været involveret i meget andet humanitært arbejde.

Familien Albertsen og familien Hammerich kendte hinanden. Rasmus Albertsen, farfar Klaus ældste bror var orlogskaptajn og på alder med Kai Hammerich. De kendte hinanden fra flåden og havde begge gennemlevet 1.verdenskrig. Kai Hammerich var fra 1942 –  1954 formand for bestyrelsen i rederiet Anholt som Rasmus  var direktør for og som Klaus sejlede som skibsfører for. Begge familier var involverede i “Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne”. Hammerich var her i bestyrelsen fra 1942 – 53 heraf formand fra 1948. Dette viser den klare forbindelse. Finn og Kai Ole har helt sikkert kendt hinanden udmærket. I de offentliggjorte beretninger om Gestapos mord på Kai Ole fortælles der om en gruppe modstandsfolk på 3 personer Kai Ole, Gert Jæger ( Geertsen ) og så det tredie medlem.  Det tredie medlem er Finn, som på det tidspunkt var 19 år. Han har selv bekræftet det i en telefonsamtale med min søster Vibeke. Det har været en traumatisk oplevelse for ham. Han fortalte at han stod 15 meter fra Kai Ole da han blev skudt. Kai Ole var medlem af modstandsgruppen “ Holger Danske” Her en beskrivelse af begivenheden hentet online :

“ Kai Ole Hammerich var i Holger Danske tilknyttet en gruppe under ledelse af Gert Jæger („Gertsen“). Gruppen havde på Bispebjerg i en lejlighed nær Grundtvigskirken et våbenlager. I foråret 1944 var Kai Ole Hammerich lige ved at løbe i en fælde her, idet tyskerne havde afsløret våbenlageret og besat lejligheden. Efter et ophold i Vestre Fængsel, hvorunder det lykkedes ham at bortforklare sit ærinde, blev han løsladt hen på sommeren. Den 5.9.1944 deltog han i en såkaldt prøvemobilisering. Hans gruppefører og et tredje medlem af Holger Danske mødtes ved Godthåbsvejens Station. De fulgtes et kort stykke vej til deres ammunitionslager, et kælderrum i „De italienske huse“ på C. F. Richsvej. Da de tre nåede ind i depotet, blev de arresteret af to Gestapomænd med pistoler ved en total overrumpling. De to Gestapomænd begyndte straks at undersøge indholdet af de rygsække, de bragte med sig. I denne desperate situation forsøgte Kai Ole Hammerich og Gertsen at slippe fri ved at gøre et forsøg på at overmande de to tyskere. Herunder dræbtes den ene tysker, mens Gertsen blev såret i brystet. Kai Ole Hammerich, der havde søgt at dække Gertsen, ramtes af flere kugler og var dræbt på stedet. Ved at simulere død lykkedes det Gertsen i et ubevogtet øjeblik at få én af sine pistoler frem, hvorefter han uskadeliggjorde den sidste tysker. Herefter lykkedes det både ham og den tredje frihedskæmper at undslippe”

Oplevelserne under besættelsen har været barske for unge Finn i en sådan grad at han nødigt senere ville beskæftige sig med det. Mange mange år efter krigen fortalte han til min søster Vibeke, hvorfor der var en bestemt mand han ikke ville mødes med. Vibeke troede manden var en gammel musikerven, hvilket han OGSÅ var. Men denne mand ville så gerne tale om ‘dengang’. Det ville Finn ikke. Presset lidt lukkede han lidt op for, at han havde oplevet så mange ting, som han helst ikke ville tænke på. Han fortalte også, at han efter befrielsen blev klar over, at den boghandler i Lyngby, hvor han var i lære og hos hvem han blev udlært, havde ledet den modstands gruppe min far havde tilhørt. Så derfor havde det ikke været så svært at få fri til “at gå til tandlægen” “øve til konservartoriekoncert” osv.

Da Vibeke efter hans død i januar 2011 fik lov at se hans scrapbog havde han klistret disse to ID-kort ind side om side.

Min veninde Jael bor på CF Richsvej 104 i  „De italienske huse“ og en dag opdagede jeg ved et tilfælde en hvid marmorplade i muren ved nr 138  med indskriften:

“Her faldt stud.jur. Kaj Ole Hammerich 5. september 1944 i kamp for sit land“

Det er ikke så mange år siden, og det var en meget mærkelig oplevelse for mig. Jeg havde besøgt min veninde masser af gange i mange år, uden at ane at det var lige der det frygtelige var sket.

Farmor Hella fortalte mig  at Finn havde en pistol. En aften kom han grædende hjem og troede han i angst havde skudt en person. De gik sammen ud der hvor det var sket. Det var en kat han havde skudt. Det fortæller om at han oplevede angst.

I slutningen af krigsårene var Rose engang som 12-13 årig alene hjemme i Jernbane Alle sammen en skolekammerat. Meget spændende, for de havde vovet at drikke lidt af forældrenes spiritus, da det pludselig ringede på døren. Rose var straks klar over at noget måtte være galt. Udenfor stod Magda. Hun var søster til Mor Hellas veninde fru Krabbe. Rose vidste at Magda var involveret i modstandsarbejdet. Nu var hun i fare og måtte væk fra tyskerne som ledte efter hende. Rose kunne ikke ringe efter assistance for det var forbundet med risiko. Snarrådigt fik Rose Magda med ud på køkkentrappen og op på loftet. Her havde familien deres pulterrum. Rose fik placeret Magda der mellem dyner og puder. Rose vidste at nogle tidligere naboer som var flyttet 5 minutters gang væk også var modstandsfolk. Det lykkedes Rose at følge Magda derover. Velankommen bad Magda Rose om at tage til Valby Station og få fat i en kvinde  med en ternet frakke med røde knapper og fortælle vedkommende at alt var orden for Magda nu. Det gjorde modige opvakte Rose.

Hør hende selv fortælle historien på video:

Familiens tilknytning til Hvidstengruppen

Min mor og far spiste bryllupsmiddag på Hvidsten Kro. Min mor fortalte at det ikke var en fest for hende for Finn tilbragte meget af aftenen ude i køkkenet med at drikke snaps med Gudrun Fiil, enken efter Hvidstengruppens leder Marius Fiil. Men hun forstod det godt for året var 1947, altså kun 3 år efter 2.verdenskrig. Så oplevelserne stod stærkt i erindringen hos alle. Og sorgen over tabet af sin ægtemand og søn som blev henrettet af tyskerne i 1944 har stadig været voldsom for Gudrun Fiil og Finn bar selv på svære minder om grumme begivenheder.

Albertsen familien var familiært knyttet til Fiil familien. Marius og Gudrun Fiils datter Ritta var gift Otto Albertsen. Han var Rose, Ivan og Finns fætter og han var søn af Rasmus Albertsen, Far Klaus bror. Både Otto og Rasmus var aktive modsstandsfolk og blev begge taget af tyskerne.

På gamle fotos fra Roses albums ses både Ritta og Gudrun bænket ved de store familiemiddage der var normen i Familien.  Finn kendte udmærket hele Hvidstengruppen.

Det skulle nu stå tydeligt at det miljø familien Albertsen var en del af var involveret  i modstandskampen.

Filmen Hvidstengruppen er igang med en opfølger som skulle få premiere i julen 2021. Den har fokus på de efterladte. Kvinderne. Deres ubærlige tab. Og et spørgsmål i deres hjerter: Var det det værd? For hvornår slutter en krig? Vigtige spørgsmål til hver en tid.

Et sammenfald i mit private liv er at Helges far, Niels-Christian Jørgensen, også var modstandsmand og blev taget af tyskerne. Han sad i Frøslevlejren, men nåede heldigvis ikke videre til lejre i Tyskland pgr af krigens afslutning. Efter Hvidstensgruppen blev taget overtog den gruppe Helges far, var medlem af noget af Hvidstensgruppens arbejde bl. a. leverancerne af våben nedkastet ved Madum Sø i Jylland.

Da far/farfar Klaus blev minesprængt

Kilde: ANHOLT – Øens postale og trafikale udvikling fra 1785 – 2017

I de første dage efter den tyske besættelse, havde tyskerne udlagt miner nord for Helsingør ved udsejlingen fra Øresund, således at Rederiet Anholts skibe “ Vera” og “Anø” måtte passere de gennem de forskellige bevogtede spærringer med største agtpågivenhed på vej mod nord i Kattegat til Anholt og Århus.Nervepirrende for både mandskab og personale ! Bare det måtte kræve enormt mod. Tænk at have ansvar for både personale og passagerer og familien derhjemme som gerne skulle have farmand helskindet hjem igen. Det må have været frygteligt svært.
20 august 1940 om aftenen sejlede “Anø” fra Grenå mod Ålborg med far/farfar Klaus Albertsen som kaptajn. Der var fragt og 4 passagerer og personale ombord. Næste morgen var der tæt tåge og og de måtte ankre op 600 m nv for Hals Barre Fyr.
Kl 11.30 mens skibet lå og svajede i søen skete der en kraftig eksplosion. For skibet var ramt af en mine. Formentlig en drivende engelsk magnetisk mine.
I løbet af 2-3 minutter sank skibet
Maskinmester Krabbe-Nielsen og hovmester Niels Hansen omkom. 2 passagerer druknede. Klaus var i sin kahyt da det skete og han nåede lige at få presset døren op inden skibet sank. Han blev lettere såret og kom sammen med 3 andre søfolk op på kølen af en redningsbåd.
Der var 20 balloner med svovlsyre på dækket som blev knust og det forurenede hele området med svovlsyredampe, hvilket udgjorde yderligere en stor fare for de skibbrudne.
Til alt held var fyrinspektionsskibet “Argus” 400 meter fra katastrofestedet og det reddede de skibbrudne.
“Anø” blev  hævet og forsøgt bugseret til Svendborg Værft et par måneder senere, men undervejs løb redningsfartøjet ind i en kæmpestorm og “Anø” sank 20 km NØ for Gjerrild på Djursland.  Der ligger vraget formentlig endnu. Det blev lokaliseret af dykkere i sommeren 1991.

Efter krigen blev  Klaus atter minesprængt. Denne gang var Hella med. Igen sank skibet og i redningsbåden virkede alt som om, at nu var det slut. Da jeg var barn fortalte  farmor mig at hun lige da i redningsbåden atter fik kontakt med Jesus som sagde til hende, at de ville klare det. Hun skulle blot rejse åren og binde hvidt klæde på den, så ville de blive reddet.
Og sådan blev det. Åren med Klaus` hvide skjorte blev spottet af en kutter.
Den historie elskede jeg som barn. Jeg syntes både min farfar og min farmor var helte.
Den præcise historie med tid og sted må andre fortælle.

Onkel Rasmus og farfar Klaus’ involvering i sejladsen til Sverige med flygtninge og jødiske danskere

Far/farfar Klaus` bror Rasmus Laurits Albertsen var søofficer af Reserven og indkaldt  i 1937 og 1939 samt da 2.verdenskrig brød ud. Han blev i 1942 forfremmet til orlogskaptajn i marinen.
Da flåden blev sænket 29/8 1943 organiserede han sammen med Kai Hammerich “ Dansk Borgerværn” som sejlede danske flygtninge og jøder til Sverige i små kuttere.
Rasmus blev arresteret af Gestapo 8/2 1944 og sat i Vestre Fængsel. En stikker havde oplyst tyskerne om at Rasmus havde indrettet en kælder under Rederiet Anholts kontor i Slotsholmsgade i København, hvor der blev opbevaret våben og sprængstoffer. Og det blev jo så afsløret 3 /2 1944. Rasmus sad længe i Vestre Fængsel. Det var samtidig med medlemmerne af Hvidstengruppen inden de blev henrettet i Ryvangen. Samme skæbne var tiltænkt onkel Rasmus som også var mistænkt for at spionere for englænderne. Under et ekstra hårdt forhør hos Gestapo i “Dagmarhus” røbede Rasmus dog intet. Han blev herefter overført til det hemmelige tyske fængsel Hohenschönhausen i Potsdam, som efter krigen blev overtaget af  Stasi i DDR, hvor tyskerne fortsatte i samme dur.
Rasmus undgik KZ lejr. Han blev hjembragt på en af de første af Bernadottes hvide busser omkring nytår 1945.Han var fuldstændig afkræftet og psykisk svækket. Han måtte igennem en lang rekreation, men blev aldrig helt sig selv igen.

Da Rasmus blev taget af tyskerne i begyndelsen af 1944 overtog Klaus hvor Rasmus slap. Ukueligt og modigt fortsatte han med at organisere de illegale transporter af våben og personer over Øresund, samt via Anholt og Kattegat til Sverige.
Der er  for mig ingen tvivl om at krigens begivenheder har påvirket hele familien i langt højere grad end nogen af os der er kommet efter har været bevidste  om. Eller har kunnet vide.

Jeg husker ikke at min farfar talte om det. Min far Finn har også villet lægge låg på.
Det er en velkendt psykologisk mekanisme
Lidet kunne de ane hvor stolte deres efterkommerne ville blive af dem.
Lidet anede de at vi gerne ville have haft forklaringerne på de mørke skygger i deres sind vi anede eksistensen af men aldrig fik lov at møde.
Personligt er jeg min farmor taknemmelig for hendes åbne sind og vilje til  igennem min barndom at vise mig hvad jeg kommer af.

PRIMÆR KILDE :

ANHOLT – Øens postale og trafikale udvikling fra 1785 – 2017 af Maria von der Maase Rockwell Bendtsen og Mogens Pilemand Ottesen

ISBN 978-87-7153-216-6